Vedr. Henk´s ophold på Stasevang.

Først vil vi benytte lejligheden til at sige tusind tak for al den hjælpsomhed og støtte vi har modtaget i forbindelse med Henk´s ophold hos jer. Uden jer havde vi i dag, stået tilbage med en hest uden anvendelighed.

Derudover vil vi gerne takke alle på Stasevang, for den helt igennem fine behandling vi er blevet modtaget med. Uanset tidspunkt på døgnet, har alle vist os, at vi altid var velkomne.

Henk´s Historie:

Da vi besluttede os for, at vi ville have en Frieser, var det uden nogen form for viden omkring netop denne heste race. Lysten kom, fordi vi havde været til et arrangement på Stutteri Stasevang, hvor fascinationen af Frieseren var der fra første møde. Forelskelse ved første øjekast, kan man vel sige….

Vi begyndte at lede efter vores nye hest på nettet. Pludselig en dag var den der, en fin annonce vakte vores interesse, og vi ringede og fik en aftale om at se et Frieser føl. Da vi kom ud på den angivne adresse, stod der en del Friesere, føllet som vi skulle se, havde dog ikke vores interesse, men der stod en anden, der med det samme forelskede sig i vores datter og omvendt. Der var ingen tvivl om, at ham måtte vi eje.

Ejeren mente dog ikke at det var den rette hest, men kunne godt se, at vores datter og åringen havde fattet sympati. Hesten stod med kværke og havde svært ved at komme sig. Vi aftalte imidlertid med ejeren, at vi ville komme tilbage dagen efter med dyrlægen for at få hendes vurdering af hesten. Som sagt så gjort.

Dyrlægen fik tjekket ham godt igennem, og mente bestemt at kværken var på vej retur, og at han for øvrigt var sund og rask, og et ganske godt køb i hendes øjne.

Ejeren sagde, at vi kunne tage ham med hjem og ”prøve” ham af i en 14 dages tid, hvorefter vi kunne levere ham tilbage, hvis han ikke var noget???? Vi var mildest taget noget overrasket, det var en mærkelig besked, for måden det blev fremlagt på var, som om der var et eller andet han skjulte. Ydermere fik vi et pænt afslag i prisen på kr. 7.000,- pga. kværken, så vi var godt nok lidt utrygge, men det var den hest vores datter ville have, ingen af de andre kunne bruges, - kun ham.

Vi skulle nu ud og betale ham på sælgers bopæl, og sælger havde fortalt at de havde en del Friesere stående, så da vi havde betalt og fået papirerne udleveret, spurgte vi om vi måtte gå ud, og se de andre Friesere de havde, og det måtte vi. Vi blev vist om bag beboelsen, og det syn der mødte os der var ubeskriveligt. 15-20 føl under elendige forhold, og de var så magre, at man fik ondt af at se på det, så vi var godt på vej til at fortryde den handel vi havde indgået.

Vores dejlige Henk, udviklede sig dog heldigvis som vi havde forudset, han er en rigtig dejlig hest, han er nem at have i hænder og villig til at arbejde. Han er kælen og imødekommende. Han er rar og har ingen staldfejl, og så han kan gå sammen med en hvilken som helst hest, man sætter ham sammen med. Vi har og har haft rigtig mange dejlige timer med ham, og nyder ham til fulde, hver eneste dag. Desværre døjede Henk dog det meste af et år med sin kværke, dvs. at hullet efter betændelsen, ikke ville hele op, det var en lang og sej proces, men endte da heldigvis med et godt resultat.

Da Henk blev gammel nok til at begynde tilridning opdagede vi så desværre, at han trak på sine bagben, og ikke ville acceptere en rytter på sin ryg. Vi havde dyrlægen ude og se på ham, og han fandt ud af, at han havde for korte ledbånd, dette kunne kun afhjælpes med longering i dybt underlag. Da vi ikke har mulighed for at træne i dybt underlag, kunne vi kun se til, at han blev dårligere og dårligere. Det var nu også et problem at han tabte sig, tydeligvis pga. smerterne i bagbenene.

Vi måtte gøre noget, og som det naturligste i verden, faldt vores valg selvfølgelig på Stutteri Stasevang. Når vi i Danmark er så velsignede at have et så fantastisk og kompetent sted, hvor ekspertisen helt og aldeles handler om den sorte juvel, så var det et naturligt valg at sende vores Frieser derover.

Vi ankom med ham i oktober og på det tidspunkt havde han allerede tabt sig over 100kg, så det var ved at være kritisk. 

Stasevangs første opgave var derfor, at få ham op i vægt, og derefter, at få ham gennem tjekket med dyrlæge og smed.

Henk´s trænings program blev tilrettelagt og Stasevang arbejdede ihærdigt med ham for at få ham på rette kurs. I December 05, så det ud til, at der var lys forude, og endelig så det ud til, at vi ville få en HEL hest tilbage i stalden.

Ikke nok med at vi fik en glad hest tilbage, vi fik også en hest retur der havde taget omkring 60 kg. på.

Vi har nu fået indsigt i det vedligeholdelses program der er vigtig for Henk´s bagben, så vi i den daglige træning af ham, har mulighed for at gøre netop det der er rigtigt for ham.

Mange ville nok sige, at det ville enhver berider kunne have klaret lige så godt som Stutteri Stasevang, og til det har vi kun et at sige, ”vrøvl” for da vi bor i Jylland, har det selvfølgelig også været en af vore overvejelser, og vi har haft kontakt til adskillelige beridere. Alle dem vi har forsøgt at få hjælp fra, har enten aldrig tidligere redet en Frieser, eller også har de ikke ment, at det var noget vi skulle tage hensyn til, idet det ikke var smerter der fik ham til at være ”ulydig”, men fordi han var fræk eller uopdragen. Dette vidste vi i hvert fald ikke passede, for vi kender ham fra det daglige, og uopdragen er det eneste han ikke er.

Vi er Stutteri Stasevang dybt taknemmelig for det kæmpe arbejde og den ildhu de har lagt i, at få vores dejlige hest til at fungere, og vi håber at vi i det kommende år, vil have mulighed for, at deltage på Stutteri Stasevang, når man tester Friseerne i årets IBOP test.

Til sidst vil vi tilføje, at vi har været meget heldige trods det, at vi købte vores Frieser ved en hestehandler, ikke alle der vælger at købe hest på denne måde, slipper godt fra det, og vi har også måttet lægge en del penge oven i prisen for at få ham til den fantastiske hest han er i dag, men det har været alle pengene og alle strabadserne værd.

Derfor råder vi alle der ønsker at købe en Frieser, til kun at købe gennem steder som Stutteri Stasevang, steder hvor de ved, hvad de har med at gøre. Vi skal se at komme hestehandlerne til livs, de ødelægger for meget, og sælger som oftest kun sekunda heste.

Stutteri Stasevang er en oplevelse i sig selv, og vi håber at alle der interesserer sig for Frieseren, vil berige sig selv med et besøg hos Dem.

Med venlig hilsen og tak for godt samarbejde. Vi ser frem til at møde Jer ved nogle af jeres arrangementer.

Julie & Lis

Vissing

 

Orientering om en handel der aldrig skulle være indgået.

Sidste sommer solgte vi en dejlig og særdeles flot frieser til en kunde, som i  nok aldrig skulle have haft en hest. Det har vi lært meget af, og vi tror også vores kunde, har noteret sig et og andet i den anledning.

Historien indledes med den sædvanlige henvendelse via mail efter en rolig hyggehest til skovtursridning og senere kørsel, da man havde planer om at køre brudekørsel… Kunden er en kvinde på 34 år som ikke har redet seriøst de sidste 15 år, men har dog redet ind imellem. Stald og folde på gården er klar.

Vi inviterer kunden til at komme for at prøve nogle heste, og bringer en i forslag, som vi mener hun kan håndtere, og som både i egnethed og pris passer til ønskerne. Køber falder dog for en anden hest, som vi endog fraråder hende at købe, ”da det vil blive for stor en mundfuld for hende”, og fordi den efter vores vurdering ikke var egnet til at spænde for vogn. Ganske vist var det en rolig hest, - redet af børn og har deltaget i flere shows, samt redet i trafik osv.

Til trods for dette, samt en højere pris, insisterer hun på at købe netop denne hest, idet vi efter at have set hende ride, reelt ikke havde andre end den første hest, vi kunne tilbyde.

Vi spurgte derefter interesseret til, under hvilke forhold den skulle stå, og fik fortalt om store stalde og folde, ligesom vi sikrede os, at den ikke skulle stå alene. Vi var tæt på at sige nej, men blev klar over, at kunden i så fald ville blive ret fortørnet, - og en forsigtig føler hos manden gav ingen hjælp. Vi besluttede så, at lade hende købe hesten, men indføjede i kontrakten, at vi opfodrede hende til i begyndelsen, at indlede et samarbejde med en rytter/træner, der i den første tid kunne ride hesten som halvpart.

Køber giver udtryk for stor glæde over købet og takker for vort tilbud om at blive kontaktet, hvis hun bliver i tvivl om noget. Vi har allerede på dette tidspunkt brugt meget tid på ret elementære ting omkring hestehold. Ved levering af hesten bliver vi klar over, at den rigtige boks med vindue ikke er færdig, samt at der går en uge inden, at der kommer en anden hest i stalden. Alligevel får vi 6 dage efter en glad hilsen, med oplysning om ”at hesten er ved at falde til, og at kunden får undervisning 2 gange 30 minutter om ugen. Desuden får han i weekenden en pony som selskab, idet han vrinsker hver gang, man går fra ham…”

På dette tidspunkt begynder vi at ane problemerne, da vilkårene for hesten er langt fra optimale og det aftalte, men forsøger at bistå på bedste måde. Vi meddeler at den omtalte træning ikke er nok, og at det haster med selskab. Alligevel bliver hesten mere og mere utryg og frustreret, og frem for alt får den ikke brændt al sin energi af. Vi anbefaler mindre foder, hyppig longering og en fast og konsekvent styring af tingene. Vi tilbyder endog at komme for at ride ham.

Problemerne bliver større, og kunden forsøger sig nu med en ny rytter, idet hun selv er blevet bange for at ride på ham. Hun har ikke forstået, at hesten er blevet nervøs og slet ikke modtager tryghed på nogen måde. På en skovtur vælger man at lade manden cykle ved siden af, hvilket hesten slet ikke synes om, og som vi skrev, så havde det været noget bedre med en anden hest ved siden af i stedet for.

Vort tilbud om at bytte hesten til den først prøvede blev afvist, og sagen ender med en skrivelse fra en advokat med krav om, at handlen skal gå tilbage. Vi har brugt meget tid og energi på denne handel, og vil derfor kun tilbagekøbe hesten til en reduceret pris, hvilket under protest dog bliver accepteret. Da køber flere gange i forløbet har truet med at sprede dårlig omtale om os, bliver det i tilbagekøbsaftalen anført, som en af betingelserne, at ingen af parterne taler dårligt om den anden.

Vi får en stærkt frustreret hest hjem, og bruger et par måneder på, at få ham tilbage i sin rolige gænge igen, og troede dermed at sagen var overstået. Imidlertid har køber brudt sit løfte om dårlig omtale, og har sat sin uforbeholdne mening om os på nettet, hvori hun fremsætter udtalelser om os, som er meget nedladende og angriber vores professionalisme, samt nævner priser som ligger langt over det faktiske for hesten. Vi bliver først på et meget sent tidspunkt opmærksom på forholdet, og fremsætter omgående krav om fjernelse fra nettet, samt erstatning.

Ingen kan i dag afgøre hvor mange der har set omtalen, og hvad det måtte have kostet os i tabte kunder, men da hun absolut var i ond tro og brød en skriftlig aftale, har vi besluttet at stævne kunden med krav om størst mulig straf, samt et betydeligt beløb i erstatning.

Morale:

Det er for både køber og sælger overordentligt vigtigt at gøre sig klart, at begge parter bærer et ansvar for en succesfuld handel. Ligeledes må købere forstå, at køb af en hest er ikke det samme som at købe et køleskab, - det er som at få et adoptivbarn, og kan kræve mere viden og tålmodighed end man tror. Omvendt må vi, som sælger, være parate til at sige nej, uanset om det så koster et mistet salg, - og det har vi i alt fald lært af denne sag, som reelt ikke har nogen vinder.

Stutteri Stasevang


Print