Landsskuet 2004
- vort første Frieser-Show i det jydske...
Efter vores optræden på Christiansborg slotsplads i anledning af H.K.H. Prinsesse Benediktes 60 års fødselsdag, blev vi opfordret til at vise vort show i Herning, som en del af Landsskuets Heste-Show.
Denne gang havde vi 3 romerske ryttere med - Patricia på Nico, Petra på Tiemen og Marejke på Bauke, medens Feitse og Henrik igen gav den som Asterix og Obelix med stridsvognen.
Vejret havde ikke været med arrangørerne, og den våde bane betød desværre at rytterne havde svært ved at få alle heste ned at ligge, og desuden at Feitse fik så meget pladder slynget op, så han på et tidspunkt var helt blændet. At stå på en stridsvogn med 4 heste i fuld galop uden at kunne se, er ikke særligt rart, så dagen efter stillede han med fartglade solbriller til stor morskab for publikum.

- Stor glæde over, at der selv under så vanskelige forhold ikke skete uheld.
Til trods for, at vores show blev afbrudt i utide, fik folk en ”uforglemmelig oplevelse”. Efter showet fik vi mulighed for at præsentere Frieserne og vort stutteri på grusbanen, og der var virkeligt mange som overværende vort ”lynkursus i friesernes fortræffeligheder”. Vi henviste naturligvis til udstillingens eneste frieser og den flotte stand Mogens Christensen havde stillet op for DFF. Ifølge Mogens var der mange forespørgsler efter hvert show.











